Uddannelse af alternative behandlere

af Jesper Madsen

De danske uddannelser inden for komplementær og alternativ behandling finder sted uden for det offentlige uddannelsessystem, og det vil bl.a. sige, at eleverne selv betaler for uddannelsen og ikke modtager SU.

De alternative behandlere har ingen autorisation fra sundhedsmyndighederne, men i 2004 vedtog Folketinget en lov, RAB-loven, som fastsætter de minimumskrav, en behandler skal opfylde for at kalde sig Registreret Alternativ Behandler (RAB).

RAB-ordningen administreres af Styrelsen for Patientsikkerhed, og man kan læse om minimumskravene her: http://stps.dk/da/sundhedsprofessionelle-og-myndigheder/autorisation/registreringsordning-for-alternative-behandlere/krav-til-foreninger

Det er de brancheforeninger, som er godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed til at registrere alternative behandlere, der fastsætter uddannelseskravene til medlemmerne som minimum ovennævnte krav. Men det er ofte tilfældet, at foreningerne opererer med et samlet timetal, der er større end det, RAB-loven kræver.

Inden for nogle behandlingsformer findes der ti uddannelsessteder, andre har kun ét, og derfor er der stor variation i udbuddet af kursustilbud. Nogle af uddannelserne inkluderer timer med fjernundervisning, og dette er også tilladt på visse betingelser, som du kan læse om under ”Lovgivning”.

Læs mere om uddannelserne under de enkelte behandlingsformer, og om RAB-loven under "Love og regler".