Gigtforeningen om alternativ behandling

Her kan du læse Gigtforeningens indlæg om alternativ behandling til gigtpatienter. Indlægget er skrevet af Gigtforeningens medarbejder Henriette Thorseng og direktør for Gigtforeningen Lene Witte.

Gigtforeningens holdning til alternativ behandling

Gigtforeningens overordnede holdning til alternative produkter og behandlinger er åben og fordomsfri.

Gigtforeningen lægger vægt på, at produkterne og behandlingerne gradvist bliver dokumenteret, og at denne dokumentation bliver gennemført efter anerkendte og gennemsigtige videnskabelige principper med offentliggørelse i anerkendte tidsskrifter.

Gigtforeningen anbefaler aldrig konkrete produkter eller behandlinger.

Vores mål er at være informerende over for mennesker med gigt, så du enkelt kan træffe kvalificerede valg om alternativ behandling, samt at arbejde for yderligere dokumentation af alternativ behandling.

Gigtpatienters brug af alternativ behandling

En undersøgelse fra Gigtforeningen har vist, at tre ud af fire mennesker med sværere gigtlidelser bruger alternative behandlinger, kosttilskud eller naturlægemidler.

Den væsentligste årsag til at anvende alternativ behandling er ønsket om at lindre gigtsymptomer – typisk smerter. Dette efterfulgt af en overbevisning om, at der er færre bivirkninger ved alternativ behandling end ved konventionel behandling.

De mest brugte alternative behandlinger er massage/afspænding, akupunktur og zoneterapi. De mest brugte kosttilskud/naturlægemidler er fiskeolie, ingefærtabletter, vitaminer/mineraler og hybenpulver.

Gigt: Effekt af alternativ behandling

Hvad er der at vinde?

Gigt er oftest en kronisk sygdom, og mange mennesker med gigt vil have symptomer som smerter, træthed og funktionsnedsættelse, som de skal leve med hele livet.

For nogle mennesker med gigt kan brug af alternativ behandling give en tilfredsstillende følelse af at handle selv og for nogle, vil blot det at modtage en behandling give en bedring af symptomer, selvom der måske kun er tale om en såkaldt placeboeffekt.

Gigt: Effekt af alternativ behandling

Gigtforeningens database om gigt og alternativ behandling

Effekt

Der er i dag ingen former for alternativ behandling, der kan helbrede gigt.

Der findes derimod for nogle alternative behandlinger og nogle kosttilskud og naturlægemidler forskning, der viser en mulig positiv effekt ved alternativ behandling ved for eksempel at mildne smerter og mindske stivhed i led, men der findes endnu ingen dokumentation, der kan ligge til grund for generelle anbefalinger.

Gigt: Effekt af alternativ behandling

Gigtforeningens database om gigt og alternativ behandling

Risici

Der kan være risici forbundet med at bruge kosttilskud og naturlægemidler.

Det gælder for eksempel, hvis éns sygdom kan påvirkes uheldigt af naturmedicinen, eller hvis man tager konventionel medicin, der sammen med naturmedicinen kan give en uønsket virkning.

Hvis man anvender naturmedicin op til operationer, kan der være risiko for flere komplikationer i forbindelse med det operative indgreb, da noget naturmedicin for eksempel kan øge risikoen for blødningstendens.

Mange har den opfattelse, at naturligt forekommende stoffer ikke er forbundet med bivirkninger eller risici. Det er dog ikke korrekt, og derfor er det vigtigt, at man er bevidst om, hvad man tager, og hvilke virkninger og bivirkninger, det kan have.

Derfor skal man også huske, at tale med sin læge om det.

Gigtpatienters oplevelse af bivirkninger, risici og dialog med lægen

Operation og naturmedicin eller kosttilskud

Naturmedicin kan påvirke gigtmedicin

Gigtforeningen: Forholdsregler i forbindelse med operation ved forskellige naturpræparater (pdf)

Gigtforeningen om gigt og alternativ behandling

Gode råd til patienter

Gigtforeningen giver følgende råd til gigtpatienter, der bruger alternativ behandling og naturmedicin:

  • Få stillet en diagnose og vælg behandling herefter. Vær opmærksom på, at der er tale om symptombehandling – ikke helbredelse.
  • Fravælg aldrig den konventionelle behandling.
  • Vær opmærksom på, at selv lettere symptomer kan skyldes mere alvorlige sygdomme. Hvis man er i tvivl, bør man altid konsultere sin læge, der således kan udelukke andre årsager til symptomerne.
  • Prøv blot ét præparat eller én behandling ad gangen. Ellers kan det være svært, at finde frem til det, der rent faktisk virker.
  • Tal med din læge. Spørg blandt andet ind til, om den alternative behandling kan påvirke din sygdom eller den medicin, du tager. Brugen af naturmedicin bør også drøftes med den læge, der vejleder i forbindelse med en operation.
  • Vær opmærksom på bivirkninger. Stop med brugen, hvis du registrerer en uønsket virkning. Ved bivirkninger oplevet i forbindelse med brug af henholdsvis naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparat bør disse rapporteres til Sundhedsstyrelsen. Fortæl din læge om dine oplevelser. Lægen kan hjælpe dig med at rapportere en uønsket bivirkning, eller du kan gøre det selv på www.meldenbivirkning.dk.
  • Ved naturlægemidler og stærke vitamin- og mineralpræparater er der vedlagt en indlægsseddel. Denne bør altid læses grundigt før brug.
  • Undersøg om der er dokumentation for virkning og sikkerhed ved brugen.

Gode råd til sundhedsfagligt personale

Gigtforeningen giver følgende råd til sundhedsfagligt personale vedrørende vejledning af patienter om alternativ behandling og naturmedicin:

  • Vær åben overfor diskussion om alternativ behandling med din patient og gør det til en rutine at spørge ind til patientens brug af alternativ behandling.
  • Informér patienten om eventuelle fordele ved alternativ behandling og om eventuelle ulemper ved alternativ behandling i forhold til interaktioner, kontraindikationer eller en forestående operation så patienten har det bedst mulige grundlag for at træffe valg om alternativ behandling.
  • Hav kendskab til hvor du kan søge pålidelig viden om alternativ behandling og gigt. På Sundhedsstyrelsens side www.medicinkombination.dk kan du søge om samtidig brug af medicin, naturlægemidler og stærke vitaminer og mineraler. Det kan også være at patienten selv kan have glæde af at søge viden på disse sider.

Operation og naturmedicin eller kosttilskud

Godkendte naturlægemidler

Overblik over forskning i effekt

Gigtforeningens database om gigt og alternativ behandling

Videns – og forskningscenter for Alternativ Behandling (VIFAB) nedlægges pr. 1. januar 2013.

Det er derfor ikke muligt at oprette eller svare på yderligere debatindlæg.

Opdateret: 19-12-2012