Historien bag zoneterapi

Zoneterapi er her beskrevet af de tre danske brancheforeninger, FDZ, Forenede Danske Zoneterapeuter, TKZ, Foreningen for Traditionel Kinesisk Zoneterapi og ZCT, ZoneConnection Terapeutforening

Zoneterapi er en meget gammel behandlingsform, der ifølge lærebøgerne har flere tusinde år gamle rødder tilbage til både Østen, de Nord- og Mellemamerikanske indianere og Ægypten.

Zoneterapien grundlægges

Den amerikanske læge William Fitzgerald er grundlægger af den zoneterapi, vi kender i dag. Fitzgerald var oprindelig øre-, næse- og halsspecialist, men begyndte i 1913 at koncentrere sin forskning omkring zoneterapi. Udgangspunktet var, at han fik kendskab til indianernes mundtligt overleverede viden om en gammel tradition for at behandle de syge via fødderne.

Sammen med en gruppe kolleger systematiserede og undersøgte Fitzgerald de fodpunkter, som indianerne mente havde en virkning. Fitzgerald fandt frem til, at tryk og massage af fodpunkterne og punkter andre steder på kroppen kunne påvirke andre dele af kroppen og få smerter til at gå væk.

Fitzgerald opdagede, at disse punkter eller ”reflekszoner” fandtes over hele kroppen. Sammen med en anden læge, Edvin F. Bowers, skrev han en række artikler, som i 1917 blev udgivet samlet i en bog med titlen ”Zone Therapy”. Her beskriver han, hvordan tryk forskellige steder på kroppen kan forbedre de indre organers funktion.

I 1930’erne videreudviklede den amerikanske massør Eunice Ingham Fitzgeralds ideer. Ingham koncentrerede sig om føddernes reflekszoner, da hun fandt ud af, at de var specielt virkningsfulde. Ingham og Fitzgerald udformede sammen en teori om, at zoner på fødderne afspejler organernes tilstand. Ingham udarbejdede kort over fødderne, hvor de forskellige organers reflekszoner er indtegnet. Disse kort bruges stadig i dag.

Zoneterapien kommer til Europa

Det var den tyske sygeplejerske og massør Hanne Marquardt, som udbredte zoneterapien i Europa. I 1960’erne arbejdede Marquardt som elev hos Ingham i USA. Siden tog hun sin viden med til Europa, hvor hun startede kurser og skoler i zoneterapi.

Via Marquardt begyndte zoneterapi at blive kendt i Danmark i løbet af 1970'erne. En af Marquardts elever var danskeren Grethe Schmidt, som oprettede den første egentlige zoneterapeutuddannelse i Danmark i 1972.

Fysioterapeuten Lis Andersen, der skrev bogen ”Håndbog i zoneterapi” i 1974, regnes også som en af zoneterapiens pionerer i Danmark.

I dag arbejder størstedelen af danske zoneterapeuter efter Inghams og Marquardts principper.