Publiceret .

Tværfagligt samarbejde giver pote

af Jesper Madsen​



Svensk forsøg tyder på sundheds- og samfundsmæssige gevinster ved at integrere alternativ behandling med konventionel, når det gælder smerter i lænd og nakke.

Der kan være god økonomi i at kombinere konventionel smertebehandling med alternativ. Det viser resultaterne af en svensk undersøgelse, hvor 36 patienter med kroniske smerter i lænd og nakke har modtaget konventionel behandling, mens 44 har fået en kombination af konventionel og alternativ behandling (i forsøget kaldet IM, Integrative Medicine). Fordelingen i de to grupper skete via lodtrækning.

Det tværfaglige IM-team bestod af otte erfarne behandlere inden for svensk massageterapi, manipulativ terapi/naprapathy, shiatsu, akupunktur og qigong, og de blev ledet af en praktiserende læge med klinisk erfaring i alternativ behandling.

IM-gruppen fik i snit syv sessioner over ti uger, hvor IM var integreret i den almindelige behandling. Det viste sig, at denne gruppe kostede mindre for sundhedsvæsenet og brugte mindre medicin end dem, der kun fik konventionel behandling.

Forsøget havde en undersøgende karakter og var baseret på data fra et mindre pilotforsøg. Forskerne anbefaler derfor, at man undersøger omkostningseffektiviteten i større skala, hvis man skal konkludere noget endeligt om de økonomiske konsekvenser af at implementere IM i det svenske sundhedsvæsen.

Forskeren Tobias Sundberg modtog i 2014 “Excellence in Integrative Medicine Research Award” for dette arbejde, som uddeles hvert år af the European Society of Integrative Medicine (ESIM). Her er et link.

Tobias Sundberg er tilknyttet www.Integrativecare.se, som ligger ved Stockholm.